(foto: Qeqqata Kommunia)

 

Qeqqata Kommunia har som følge af konstatering af, at flere er blevet smittet med HIV i Sisimiut i løbet af de sidste to måneder, igangsat tiltag for at bekæmpe HIV.
Qeqqata Kommunia har ved sin afsættelse af midler til forskellige tiltag blandt andet fået sexolog Ulrikka Holm til at komme til Sisimiut, for at hun kan afholde aktiviteter og kurser i Majoriaq for arbejdsløse og unge mellem 15-18 år. Kurset vil vare i to uger, og vil omhandle selvudvikling og seksualitet.

Klare budskaber

Som følge af bekæmpelsen af HIV har forebyggelseskonsulenterne i Familiecentret planer om at lave tv-reklamer til forebyggelse af kønssygdomme. Det orienteres, at der vil afholdes borgermøder i samarbejde med sygehuset og tandklinikken.
- Qeqqata Kommunia ønsker at skabe et stort fokus på HIV-problemet, så yderligere spredning stoppes, og vi opfordrer alle borgerne at passe godt på sig selv samt andre, da dette er et ansvar, vi alle deler, skriver Qeqqata Kommunia i sin pressemeddelelse.

Landslægen advarer

Efter konstatering af smitte med HIV, rettede Sivdlek’ i oktober henvendelse til Landslægeembedet for at høre, om man har i sinde at gøre noget ved det. Efter knap fire uger opfordrer landslægen gennem en pressemeddelelse borgerne om at være opmærksom på muligheden for smitte.
- Et nyt mindre udbrud af HIV-infektion har igen ramt Grønland. Det giver anledning til alvorlig bekymring for at smitten vil sprede sig yderligere. Sundhedsmyndighederne opfordrer alle borgere til at være opmærksomme på muligheden for smitte, og til at beskytte sig mod smitte ved at dyrke sikker sex med kondom, siger landslæge Henrik L. Hansen.

Til dags dato er yderligere fem personer blevet smittet med HIV, og flere undersøges for mulig smitte. De smittede er mellem 20-40 år, og har tilknytning til Sisimiut, men flere er bosiddende andre steder på kysten.

- Den eneste sikre måde at forebygge smitte med HIV og andre seksuelt overførte sygdomme samt uønskede graviditeter er sikker sex. Der er fortsat brug for en stor indsats mange steder i samfundet for at fremme et sundt og sikkert sexliv, slutter Henrik L. Hansen.