Slædesporene fyger til

Skrevet af Jan Olsen, Sisimiut

 

Over en årrække har man i hele Grønland set en stor tilbagegang i antallet af slædehunde og aktive slædekørere. Nedgangen er så udtalt at der er en reel risiko for at slædehunden og den unikke grønlandske kultur der er forbundet hermed, vil uddø indenfor en kort årrække.

Sisimiut med dets store og smukke opland er særdeles velegnet og har været brugt til hundeslædekørsel i generationer. Trods den globale opvarmning kan man fortsat køre hundeslæde omkring Sisimiut da vi ikke ligesom mange nordligere kommuner er afhængige af at køre på havis. De seneste årtier har også turister haft mulighed for at opleve Grønland fra den bedste side (på en rensdyrskindbeklædt slæde med udsigt til ivrige hunde og unik natur) og efterfølgende videregivet et begejstret billede af oplevelsen. I mange reklamer for Grønland er det således hundeslædekørsel der udgør det vigtigste blikfang.

Grunden nedgangen i antallet af slædehunde har man arrangeret diverse store konferencer, politikere har understreget vigtigheden i at vi og kommende generationer værner om slædekulturen og man har afsat et større millionbeløb til forskning i bl.a. bevarelse af slædehunden. Nye DNA-analyser bekræfter at den grønlandske slædehund er helt unik og den ”reneste og ublandede” efterkommer af en oprindelig ”ur-ulv”. Vi er mange slædekørere der hilser disse initiativer velkommen.

På det helt basale plan er Qeqqata Kommunia imidlertid ved at begå en kæmpe fejltagelse. I nogle år har politikken været at hundene skulle flyttes udenfor byen og man har oprettet området Qimmeqarfik. Der kan være nogen fornuft forbundet med udflytningen af hundene, idet borgerne slipper for bl.a. lugt og støjgener. For den enkelte hundeejer er det et kæmpe arbejde at flytte sit hundehold og tilmed meget dyrt. For at hundene står forsvarligt fast og tørt skal man fastgøre jernankre i klipperne og de fleste slædefolk har også bygget hundekasser og skure på fundamenter med det nødvendige slædegrej og hundefoder.

Et andet væsentligt problem er at kun borgere med bil og en særdeles god økonomi efterhånden kan have hunde. Vi mangler i den grad børn og unge mennesker til at videreføre slædekulturen i fremtiden; jo længere væk fra byen at hundene placeres, jo færre unge mennesker får mulighed for at lære kunsten at køre hundeslæde og opleve det meningsfyldte arbejde at tage ansvar for den daglige pasning og pleje af hundene.

I Qeqqata Kommunia har man ikke evnet at fastholde landskabsplanerne for ”hundebyen”. Vi er således flere hundeejere der ad flere omgange har måttet flytte vore hundehold. Enkelte hundeejere har flyttet deres hunde 3 gange!

Den 12. februar 2018 blev en stor gruppe slædekørere (igen) beordret at deres hundehold skulle flyttes (endnu) længere udaf byen. Man forestiller sig at hundeholdene skal stå på lige rækker, ganske tæt (nærmest som burhøns) og flere steder uden nødvendig klippe til at fastgøre ankre.
Grundet påbuddet om flytning har slædefolket forfattet en klage underskrevet af alle de involverede. Hundejerne opridsede det uhensigtsmæssige i de vedvarende udflytninger af hundeholdene og forespurgte om kommunen såfremt påbuddet ikke stod til at ændre, ville være behjælpelige med flytningerne. Klagen blev adresseret til Qeqqata Kommunia og Selvstyret og er aldrig blevet besvaret.

Fredag den 25. maj modtog hundeejerne et budombragt brev om at hundeholdene skulle være flyttet senest mandag den 28. Maj.
Nogle hundeejere orker ganske enkelt ikke besværet endnu engang og vil få hundene aflivet.

Vi er mange der håber at fornuften igen vil få overtaget og at man i Qeqqata Kommunia vil omgøre beslutningen om at udflytte hundeholdene igen.
Hvis man fastholder beslutningen er det et endegyldigt bevis på at bevarelsen af slædehunden og slædekulturen; trods dyre forskningsprojekter, store konferencer og fine taler har lavprioritet i realpolitikken. Som nævnt indledningsvist er det realistisk at slædehunden og kulturen vil uddø væsentlig hurtigere end man regner med. Kommende generationer vil være henvist til museet og Youtubevideoer om dengang Grønland virkelig havde noget helt unikt at lære hinanden, nyde sammen og fremvise overfor omverdenen.